53
❧ PYGMALION
en Storm af Latter frem, susende hen over hans hornede Hoved som en Sværm af Duer.
Han udstødte et vildt Hyl, bøjede Hovedet og benede i raslende Flugt af Sted gennem Krattet.
❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧
PYGMALION
ong Pygmalion af Kypern stod i sit Værksted på
Borgens flade Tag den lyse Eftermiddagstime.
Over Marmorbrystningen kastede de højeste Sykomorer deres blånende Skygger ind over det gulbrune Flisegulv, men midt ude i Solskinnet stod Kongen, rank og skulderbred i sin hvide Kittel, med den ene Hånd på Hoften, og den anden sænket med Hammer og Mejsel.
Han hældede det langhårede, gråsprængte Hoved med den gyldne Pandering lidt fremad og stirrede på Statuen der oppe på Soklen.
Og Statuen løftede sin blændende Nøgenhed mod Himlens skinnende Blå og Havets vide Guldspejl, bøjede sin slanke Arm op over Panden og sænkede sit Hoved tilbage, dens Læber smilte halvåbne, og det jomfruspidse Bryst sitrede som i Ånden; forstenet i et Åndedrag, med den højre Hånd uformet lænket i Marmorblokken ved de let bøjede Ben stod den hvide Jomfru dér og ventede kun på at røres af det livgivende Pust for at vågne op og blive Jomfru af Kød og Blod. Ja, Jomfru af Kød og Blod — — Kong Pygmalions Hoved sank ned på hans Bryst, langsomt gik han hen over Fliserne til Sykomorernes Skygge.
