PYGMALION ❧
54
Dér stod en Stenbænk i Brystningen, omvundet af grønt Vedbend og blomstrende Rosenranker. Han strakte sig træt idet kølige Leje og lod sine anstrengte Øjne glide ud over Havet, som midt ude blændede i Guld og længst borte, gennem Solblink, blånede bort i Himlens Azur.
En kølig Søvind viftede ham over Panden og gyngede Grenene. Hvide Mager fløj som løsrevne Liljeblade ude over det mægtige vandspejl, og fjærne Latinersejl skinnede ubevægelige som Klipper i den stille sommerdag. Kun Bølgerne klukkede mod Bredden ved Borgens Fod.
Der nede mellem Magnoliebuskenes Elfenbensblomster legede Kaniner — Kongen hørte deres sagte Spring i det høje Græs. To svovlgule Sommerfugle hvirvlede hen over Flisegulvet.
Jomfru af Kød og Blod, Jomfru i hans Favn, ved hans Bryst, skælvende Læbers Tryk på hans Mund, nære Øjnes Blik i hans — — —
Kongen rystede på Hovedet — han kunde ikke mindes det; søgte hans Øjne end længst tilbage i Ungdommens Morgenrøde, han så ingen unge, leende Jomfruer dér, kun høje Marmorgudinder, kolde, højtideligt strenge og kyske som hans Ungdoms og Manddoms Arbejdsår. Han så ingen Fester eller ungdommelig Glæde, kun alvorsfulde Dage i rastløs Stræben og ensomme Nætter i halvvågen Grublen. Hans Ungdom og Manddom — en luftig Søjlehal, højtliggende, stolt og ren, men kold og solforladt, vendende ud mod et Tågehav, over hvis Øde der aldrig skimtedes lykkebringende Sejl.
Kongen strøg sig over den lurede Pande — tungt
