57
❧ PYGMALION
Dog syntes det ham, at han ikke kunde tvætte den helt så ren som før, som var hans Helligdom blevet besmittet af jordens Smuds. Den Tanke havde længe naget ham og forsinket hans Hånd ved Hammer og Mejsel.
Når Kong Pygmalion vendte sit Blik fra sine høje Marmorgudinder ned til det Liv, som rørte sig ved Borgens Fod, ude i hans Rige, da så hans Øjne meget, som bragte ham til at takke Guderne, fordi de havde hævet ham over disse Kvinder og denne Elskov, og han priste sin Ensomheds stolte Kulde, at hans Læber var forblevne uplettede. Men når så hans Blik vendte tilbage, og han atter stod ved sine Marmorværker, drømte han videre i sit Hjærte om den Kvinde, der en Gang skulde komme, Kvinden over alle Kvinder, hun, hvis Sjæl var som den nysudsprungne Morgenrøde over det vågnende Hav, hvis Kys var som en Drik af en pur og sjælden Skål, hentet i skælvende Hænder fra det Høje, ej som de andre Kvinders lig den, man drak af de almene Brønde på Byernes Torve, hun, der var uskyldig som det nyfødte Barn og dog voxen og elskende Jomfru.
Som Årene led, og den Kvinde aldrig kom, var Drømmen og Længslen kun voxet og lutret. Og da nu Lykken var der, skulde den så dog smudses af det Støv, han så højt havde hævet den over?
Han vendte sig og så hen på Statuen, og da lyste det op i hans Øjne.
Ti hvor kunde han vel ligne hende med nogen anden Kvinde, som noget Kys kunde krænke, hun, i hvis Årer endnu intet Blod havde strømmet, hun, der var født som voxen Jomfru?
