Side:Luftslotte.djvu/61

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

PYGMALION ❧

58

Nej, hende turde han tage i sin Favn og kalde sin, hun havde aldrig før været nogen andens og skulde aldrig blive det. Med ham, hendes Skaber, hendes Elsker, skulde hun leve i de rene Sfærer, Guderne nær, højt over Jorden og dens Liv!

Der steg en Jubel op i hans strenge Øjne, og han rødmede som en Yngling i Forelskelsens Glæde. Nu skulde Lykken, nu skulde den store Stund komme.

Han stod ved Statuen og huggede varligt ved den lænkede Hånd, Hammerslagene klang, og de hvide Splinter føg.

Hans Øje var sikkert, hans Hånd var fast. Nu var han kun Skaberen ved det skabte. Men da så Hånden dukkede op, formedes, befriedes og svævede frit over Marmorblokken, kastede han hurtigt Hammer og Mejsel fra sig som et Lænkepar og veg et langt Skridt tilbage med spændt stirrende Øjne.

Solen blinkede ude på Havet med de flagrende Mager, Bølgerne klukkede klart ved Bredden i den sommerlige Stilhed. Sykomorernes Skygger bevægede sig svagt over Fliserne. Det jog gennem hans Hjærte — ned over Statuen svævede som en gylden Ånde, og den rørte sig.

Armen over Panden rørte sig dvælende, den sænkede Hånds Fingre krummedes svagt, det sitrede over Ansigtet, Munden åbnede sig, og så hævede et langt Åndedrag de spidse Bryster, og strax strømmede Blodet, rosenrødt, skælvende varmt gennem Legemet, Fødderne løftede sig som til Gang, Øjnene kæmpede som i Søvne — så sprang et lykkeligt Smil frem om Munden, og to dybe, tindrende Øjne sloges op. Hun stod der! jomfruelig yppig og slank, rosenrød med