Side:Luftslotte.djvu/62

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

59

❧ PYGMALION

Glanslys over Arme og Bryst, åndende i dybe Drag på den hvide Marmorsokkel mod Himmel og Hav!

„Galatea!“

Pygmalion var sunket i Knæ med udstrakte Arme.

Og hun hævede sig på de slanke Fødder, Brystet svulmede højere, Armene løftedes ømmere, Hovedet sank langsomt bagover med skælvende Mund, hele Legemet sitrede i Hengivelses Trang.

Men højt hen over den knælende Konge fløj de kaldende Blikke.

Kong Pygmalion vendte Hovedet.

Bag ved ham, med den ene Fod skjult paa Trappens øverste Trin, med den anden paa Flisegulvet, stod den unge, sortlokkede Lyder-Svend, med blussende Kinder, Funklende Øjne og Armene rakte ud imod hende, som rakte sine imod ham.

❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧

ANTÆOS, JORDENS SØN

Antæos, Jordens Søn, var død. Han, som fangede tidobbelt Kraft, for hver Gang hans Såler rørte ved Jorden, ved hans Moder, han var død, kvalt var han i Herakles' Arme, kvalt i Luften, fjærn fra sin Moder.

Og Herakles, Sejrherren, kastede ham på jorden i det frodige, grønne Græs og bøjede sig hånligt over ham og lo ham ind i det røde, opsvulmede Ansigt med de sprængte, udhængende Øjenklaser og det tandgabende Mundsvælg i det sorte Skæg.

„Ha, ha, Antæos, du Jordens Søn, du, som fangede