61
❧ ORFEUS, SANGEREN
ORFEUS, SANGEREN
aron, den gamle Dødens Færgemand, sad ved
Akerons Bred mellem de ludende Sivskove,
nedhuget i sin paltuge Kappe, med det skæghvide
Hoved i de magre, knoklede Hænder, stirrende med
matte, grundende Øjne over den sorte Strøms lydløst
henilende Vande.
I det tætte, tågede Mulm skimtedes svagt Persefones Poppellund, Stamme ved Stamme, fra Jorden duftede den gustne Asfodelos surt og ramt, og en uophørlig, stille Regn sivede ned, hviskende i Poplemes løvtunge Kroner og prikkende Akerons Vande i dirrende Ringe — langt borte i Mørket blånede det svagt fra den akerusiske Søs dødsstille Spejl.
Det var ganske stille, kun Regnens tyste Dryssen hørtes. Og stundum lød der fjærnt nede bag de skumle, skrånende Lunde en knagende Bragen, som af en Sten, der møjsommelig slæbes op ad en Fjældskrænt og strax efter en dump Buldren, som rullede den ned igen, og en sagte Stønnen fulgte — eller andre, spredte Lyde: en Surren som af et hvileløst svingende Hjul, en hæs, halvkvalt jamren som i evig Skræk — og en stadig, sagte Susen, snart som af Sand, der hvisler af Sted langs Havet, snart som af visne Blade fejede hen gennem Skoven en sildig Høstnat — listende Trin, hviskende Stemmer og hendulgt Hulken.
Sammenbøjet lyttede Karon, lyttede tavs og ensom, — fra Tidernes Gry havde han siddet her mellem Akerons Siv og hørt det fjærne, halvkvalte Liv fra Hades, alle de Lyde, som levede selv her i Tavshedens Rige. Han kendte dem så godt som den sivende
