ORFEUS, SANGEREN ❧
62
Regn over sit Hoved og som Akerons Ilen, kendte hver enkelt Lyd for sig og vidste, hvad hver betød og sagde og meldte om — han kendte dem som sit eget Hjærtes Slag, og de var ham evige og ligegyldige som det.
Men stundum, når de tunge Tågeskyer over Klipperne drev bort, dæmrede det svagt ned over Flodens sivgroede Bredder og Karons sammenbøjede skikkelse — et Lys så mat og dunkelt som gennem blegt og henvisnet Horn, et Lys som en blånende Menneskeånde søgende ængsteligt og bedende ned gennem Mørket, og når det Lys blånede over Karons Skaldepande, glimtende i hans Øjenkroge, flyttede han sig uroligt og utålmodigt på Sivlejet, skottende opad med et sky og forskende Blik, til Skyerne atter drev for, og Lyset forsvandt, og han atter hugede sig ned i det dybe, velkendte Mørke.
Og de fjærne Klager blev ved at mumle, og Regnen blev ved at hviske, og Strømmen blev ved at ile i det samme, stadige Mørke.
Men Karon rystede fortrædeligt på Hovedet som for en Bremse og skiftede Hånden i det hvide Skæg. Det var Dagen og Livet og Lyset og al det, han ikke kendte, og som ikke kom ham ved, hvad skulde han da spejde efter? Men ak, han følte det — han fik ikke Fred siden — siden — — —
Pludselig rykkede han sig hastigt tilbage, vendte sig halvt på Sivene og stirrede med opspilede Øjne opad — dér, oppe pâ den lave, sumpige Bred stod der en Skikkelse, tavs og ubevægelig mellem Poppelstammerne, og stirrede ned på ham, en høj og rank og gylden Skikkelse glødende svagt i det klamme Mørke som en Støtte af Guld. En Rad af gyldne Strenge
