Side:Luftslotte.djvu/66

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

63

❧ ORFEUS, SANGEREN

glitrede mat, en violblå Kappe dæmrede frem, to store, klare Øjne stirrede under Hårets Bryn.

„Hvem — hvem er du?“ hæs lød Karons Røst, hæs af timelang Tavshed og Kulde.

„Jeg er Orfeus,“ tonede det fra Mørket, fyldigt og blødt, forunderligt levende i denne hviskende Tysthed, „Orfeus, Sangeren.“

„Orfeus — hvordan er du kommet over Styx — uden Obol og Færge.”

Orfeus rørte sig, som smilede han: „Jeg spillede din Færge til mig, og den bar mig lydigt over Styxes Vande.“

Karon stirrede på ham, med bøjet Hoved, opadrynket Pande og hængende Underlæbe. Så ragede han ud efter ham med sin lange, knoklede Stav.

„Gå bort, gå din Vej, du forstyrrer hernede — hvad vil du? endnu har ingen kaldt dig.“

„Karon,“ Orfeus kom hastig et Skridt frem i den sumpede Bred, så hastig, at Færgemanden foer sammen, „Karon, giv mig hende igen — Eurydike, som du har sendt ned i Hades' Mørke!“

„Eurydike — —“ Karon skottede til ham, så ludede han sig forover, „jeg har ingen sendt ned, jeg sender ingen ned“, mumlede han, „jeg tager kun dem, der kommer til Styx, betvungne af Hades' Magt, jeg lyder kun en større Herres Bud.“

„Karon, så du Eurydike?“

Den gamle tav og virrede med Hovedet, sagte ridsede Staven i Breddens fugtige, blygrå Sand, hvor de døde Bølger gød sig ind, matte og dunkle som Olie. Han spejdede stjålent opad, men nu var der kun tæt Mørke over ham og om ham.