65
❧ ORFEUS, SANGEREN
„Og så?“
„Så spil hende til dig, med dig, fra de dødes Skare — derop, derop — med dig, til Lyset — deroppe!“
Orfeus stirrede på ham.
„Karon.“
„Ja.“
„Kan jeg det?“
„Om du kan det? det véd jeg ikke — det kommer an på — Orfeus, elsker du hende?“
„Om jeg — gamle!“ Hånden klemte om hans Arm, „— å, hvad véd du om Kærlighed!“
„Nej, jeg véd intet om Kærlighed, jeg sidder ved Dødens Flod. Men Orfeus, sig mig, tror du på Livet?“
„Tror på Livet?“ to undrende Øjne så på ham.
„Ja, tror du på Livet, sikkert og fast? Jeg kender det ikke, véd intet derom, men tro, det må du, så fast må du tro, ti tvivler du blot ét Øjeblik — —“
„Tror på Livet — ja, det må jeg vel, jeg sang jo om Livet, sang så Mennesker og Dyr og Bjærge og Skove dansede derved — jo, jo, jeg tror på Livet — med hende! med hende!“
„Med hende! med hende, siger du — — ak, således — så er det altså således — — Orfeus, aldrig fører du Eurydike til Lyset!“
Orfeus lå dér, sunken på Knæ med funklende Øjne og Hånden over Strengene, så sprang han op:
„Det skal du få at se, nu véd jeg, hvad jeg har at gøre,“ og hurtigt som et Glimt var han borte mellem Persefones Stammer i Mørket.
„Orfeus! Orfeus!“
Men kun Regnen sivede ned gennem Lunden, Mørket åndede tomt og fugtigt imod Karons spejdende
