ORFEUS, SANGEREN ❧
66
Ansigt, og atter ludede han Hovedet ned i Hånden, sad så foroverbøjet og lyttede.
Sivene hviskede, Akeron strømmede forbi, lydløs, ilsom, Regnen dryssede og dryssede, og den fjærne Susen blev ved — som af Sand, der hvisler af Sted langs Havet, som af visne Blade, der fejes hen gennem Skoven en sildig Høstnat — listende Trin, hviskende Stemmer og hendulgt Hulken — så pludselig et rasende Glam, så Stilheden sprang i Stykker, en hylende Halsen, hvæsende, snappende i klirrende, lænkebunden Raseri.
„Nu gik han Kerberos forbi,“ mumlede Karon og lyttede anspændt.
Men Stilheden sugede sig sammen, lukkede sig som ryste, dunkle Vande — atter kun den bestandige Susen — til den med Et forvirredes, Sandet hvirvledes i Vejret som af en Storm og faldt brat ned i et pludseligt Vindstille, Bladene snurrede rundt og tav — og så med én Gang dybt nede en Lysnen, som tændtes der pludselig en Kærte i det dybe Mørke — en Klingren, en Klang, fjærn, sitrende, dirrende klar, et underjordisk Kildespring, der vældede op af Mørkets Øde, en underjordisk Sang af lyse, salige Stemmer, en Leg af Solstråler i det evige Mørkes Gem.
Karon lyttede, krumbøjet, hans Øjne fyldtes til Randen af Tårer, Hænderne klemte om Staven.
Å, denne Klang, den Klang, så dårende, smæltende sød — det var altså Livet — al Livets livsalige, sommerlyse Lykke hernede — hernede — — og nu, hør nu — nærmere, som kommende opad, som Lys, svævende op fra en Grubes miledybe Bund, som en sølvvinget Fugl stigende gennem Natten mod den dæm-
