67
❧ ORFEUS, SANGEREN
rende Morgen højt oppe, som en Stemme, kaldende fra oven, bydende, bønligt-lokkende, kaldende, nærmere og nærmere i den åndeløst lyttende Stilhed — kun en kvalt, afmægtig Hvæsen —
Karon rejste sig, betagen, med Hånden over Brynene.
Frem mellem Persefones Stammer svævede de — Orfeus, gyldenlysende i sin blånende Kappe, baglængs, langsomt, med Lyren løftet højt i bægge Hænder med spillende Strenge — og efter ham Eurydike, med lukkede Øjne, tilbagebøjet Nakke, udstrakte Hænder, rosenrødmende, Sløret vuggende som hvide Bølger — — et dæmrende Smil over Ansigtets dybe Blund, tillidsfuldt, lyksaligt anende den elskedes Nærhed — og bagest i Mørket, stille svævende, bleg og tyst, Hermes Psykopompos, med tavse, strenge Træk under Hjælmhattens Vingepar, med det broncebrune Legeme, med den snoede Stav i Hånden, og Slangernes flade Hoveder snusende og slikkende til bægge Sider i Hades' pestfyldte Luft, gispende ad det svage, indsivende Dagens og Livets Lys, som just nu dæmrede ned gennem de forbidrivende Tåger.
Var det muligt? han drog hende tilbage —? O, hvor måtte han være sikker i sin Sag — og Livet, det aldrig sete, hvor måtte det være skønt!
Da pludselig vendte Orfeus sig — Lyset blånede ned over hans Ansigt med det flagrende Hår, og med Et vaklede han, Lyren rystede i hans Hånd, Strengene klirrede — kun et Øjeblik, så snurrede han rundt, Lyren fløj op igen, Klangen bruste — men hastigere endnu, hastigere end en Tåge hvirvles hen over Havet gennem Natten, sugedes Eurydikes Skikkelse
