KASTOR OG POLYDEUKES ❧
70
nu ser jeg det — å, men dit Liv! dit Liv! — Polydeukes, Broder, hvor svært at ikke hade dig.“
„Ak Kastor, mit Liv — — hvad er vel det nu for Liv? Kastor, du gav mig det halve af alt, hvad var dit — Kastor, også din halve Død.“
„Polydeukes, er det sandt?“
„Kastor, om det er sandt — — misund mig ikke Solen, den er halv — misund mig ikke Månen, den er delt — jeg gyser i Elmenes Skygge, der er koldt på Bjærgenes Sne — jeg græder over Dyrenes Leg og ækles ved Kvindernes Danse.“
„Polydeukes, Polydeukes, nu fik jeg dit halve Liv!“
„Mit halve Liv?“
„Ja, Polydeukes — nu lever jeg jo atter — i dig, med dig — ser Månen med dig, forgyldes af Solen med dig, vandrer Elmelunden igennem og op over Bjærgenes Sne med dig — som fordum, som før — med dig — Polydeukes, så deler vi da endnu alt.“
„Ja, Kastor, er vi ikke Brødre?“
„Men, Polydeukes — så er jeg jo din Forbandelse — jeg stakkels Jordfødte, at jeg røver Dioskurens Liv.“
„Min velsignelse, Broder, min velsignelse er du, som fjærner min Fødsels svidende Urets-Torn fra mit Hjærte — og du gør mer.“
„Polydeukes, mer?“
„Ja, hel dig, Kastor — du, som giver Dioskuren Hvile i Dødsrigets Skygger fra det evige Liv.“
