VED GRAVEN ❧
76
det ham selv, hans eget Liv, som lå der nede i Graven — men også så forunderlig lettet, som var en stor Byrde taget fra ham, en stor, tung Byrde, han havde slæbt på gennem mange, lange År.
Der var blikstille på Kirkegården i den mørke Vinteraftensskumring, kun et Par skrålende Råger baskede hen over de nøgne Trætoppe, inde fra Byen tonede fjærn, dæmpet Vognrumlen.
Da pludselig gungrede en Klokke, voxende hæs og gneldrende skarpt gennem Mørket.
En Hånd lagde sig på hans Skulder, han så ind i den andens Ansigt — nu var det ham så fortroligt, så forståeligt, som havde han aldrig set dette Ansigt anderledes, som måtte det nødvendigt se således ud.
„Vi må gå — Ib Klokker ringer ud.“
Han nikkede, han kendte det jo så godt, Ib Klokker havde jo altid ringet ud, alle Aftener, så langt han kunde huske tilbage.
De fulgtes ned gennem de nu helt bælgmørke Alleer, tavse, Side om Side, som de gik før, i gamle Dage.
Gamle Dage — var det virkelig gamle Dage? var det ikke i Går? lå der virkelig År imellem, lange, bitre År, fulde af Had og Nid, af Mørke og Ensomhed i det fremmede?
„Du,“ den anden standsede og tog hans Hånd i sin, som før — men det gamle Tag, hans stærke, faste Tag, så forskelligt fra hans eget slappe, der aldrig vovede at gribe og aldrig mægtede at holde, hvor var det nu henne? Å, man mærkede, at nu havde også den Hånd måttet slippe — „du, jeg skrev aldrig til dig, at hun var død — jeg kunde ikke, den Gang —
