77
❧ VED GRAVEN
i Smærten — jeg kunde ikke skrive til nogen, at hun var død — det var som at udlevere hende — og jeg havde kun haft hende så kort, kun ét År — og mindst til dig, du som — som jo også — —“ han strøg sig over Panden, så så han ind i den andens Ansigt med mørke, forundrede Øjne, „men nu begriber jeg det ikke, fatter slet ikke det hele — forstår du det?“ Han så atter op på ham.
De stod i en Udskæring af Alleen. Over det nøgne, sorte Tjørnehegn, hvorunder nogle hvide Marmortavler lå, så de ud over den øde, tilisede Fjord til den modsatte Kyst med dens høje, mørke Skov. Dybt nede funklede et enligt, rødt Lys fra en Fiskerhytte, spejlende sig i en tynd, sitrende Stribe i Isen. Det var koldt, tomt og dødsstille — kun Vintervinden raslede gennem Alleens Grene.
„Nej, du, jeg begriber det ikke.“
De rystede bægge på Hovedet og stirrede tavse ud over Ødet — det var, som kunde de aldrig mere åbne Mundene til at tale efter dette.
Og da Klokken nu påny lod sin skarpe, gneldrende Røst høre, foer de bægge sammen som for et bespotteligt Ord — den forkyndte dem jo, at de måtte gå herfra, og de syntes bægge, at denne mørke Allé med den øde Udsigt og det enlige, røde Fiskerlys var den eneste Plet i Verden, hvor de havde hjemme, at de hørte til her som de høje, gamle Træer over deres Hoveder, med Rødderne i den ligfyldte Jord og Kronerne i den skumrende, snetunge Luft.
Men da de lidt efter vandrede ud af Lågen og ned gennem det lange, smalle Alléperspektiv mod Byens fjærne, røde Lysprikker, styrede de deres Vej roligt,
