VED GRAVEN ❧
78
Side om Side, som fordum, som i fjærne År, som havde aldrig nogen tredie gået imellem dem, og dog syntes de, at de ikke mere var sig selv, han og han, men tilsammen netop denne ene, tredie.
❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧
RØDKÆLKENE
o små blege, langhårede Drenge sad på
Bænken under de gamle Æbletræer i Skolegården.
Ensomt sad de, fjærnt fra de andre, tæt ind til hinanden og talte hviskende sammen med store Øjne og ængstelige Blikke. Solpletterne flimrede ned over dem gennem det tætte Løv, og Luften var frisk og lun.
De andre Drenge larmede og råbte henne under Skolens brede, grå Facade, der knejste med sine to Etager blændede Ruder og sit stejle, rødbrune Tegltag oppe under den mørkeblå Middagshimmel med de svævende hvide Skyslør. Rundt omkring Pladsen bugtede sig det røde Plankeværk, hvorover Provins-Havernes grønne Løvkroner så.
Det var så forunderligt, det de talte om — noget så uhyggeligt og truende, som de aldrig havde anet før, men som nu pludselig var dumpet ned i deres Livs vante små Tanker som Ørnen i et Dueslag — noget, som en af de store Drenge havde fortalt den lille Kaj forleden på Skovturen — noget så underligt — „Og han sagde, at sådan var det med Fa'r og Mo'r, og sådan var det gået til, at vi var bleven født, og sådan vilde vi selv en Gang bære os ad — men det
