79
❧ RØDKÆLKENE
tror jeg rigtignok ikke — for at et lille Barn — sådan — nej — vel, Alf?“
Og han så hjælpeløs på sin Ven, men Alf kunde bare ryste på Hovedet og stirre bekymret.
Længe sad de tavse — så sukkede Kaj:
„Å, hvor det er kedeligt —“
Og der stod Tårer i deres Øjne — de andre legede, men de kunde slet ikke lege, det var helt forbi — de kom såmænd aldrig til at lege — og Alf skulde endda have Stikkelsbærgrød i Dag, men nu vilde det slet ikke kunne smage — — —
Det kvidrede oppe i Æbletræet — de så op — to små, Funklende røde Rødkælke kom surrende ud over deres Hoveder med opspilede Næb og baskende Vinger — skrigende kreste de om hinanden i Solskinnet, de sorte Øjne gnistrede, de olivengrønne Fjer bruste — nu fløj den ene løs på den anden — uvilkårlig sprang Alf og Kaj op — som for at hjælpe — men se nu — de vilde slet ikke slås — tumlende sig tæt om hinanden hvirvlede de atter ind i Bladenes flimrende Skygge — som to Ildkugler glimtede de mellem det grønne Løv og de blanke Paradisæbler — og nu blev de ganske stille — de purpurrøde Bryster glødede, og Solen skinnede — —
Kaj og Alf stirrede stumme og åndeløse, Hånd i Hånd — deres Øjne mødtes, så forunderligt klare og højtidelige — og atter stirrede de, som fasttryllede, på de to Himlens Fugle.
Et Brøl bag ved dem — de foer sammen — en stor Dreng dansede og sprang foran Bænken, vendte sig om og råbte hen mod Skolen, hans Kammerater stimlede til, snart stod der en hel Flok, Hoved ved Ho-
