Side:Luftslotte.djvu/84

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

81

❧ UTRO

Natten vexlede over Ødemarken i Lys og Skygge — som et Øje, der åbner og lukker sig. Snart stirrede det ind til hende med sit stive, hvide Blik, snart sænkedes det i lønlig Luren, og bag hende stirrede det samme hvide Blik, og lurede det samme lønlige Øje. Og nu Snelandet lyste op derude, sloges inde i Mørket som en Luge til Side, og det samme Sneland lyste ind. Og sluktes Landet derude, gik Lugen i.

Nattens Timer skred; høj og ubevægelig sad hun, beluret af Blikkene forfra og bagfra. Stiv sad hun, ubevægelig og stiv. Til hun med Et bøjede sig frem mod Ruden, som vilde hun spejde et levende Væsen frem af det hvide Bjærgøde, lytte en Lyd frem af den evige Stumhed. Hun blev siddende foroverbøjet, til langt, langt ude en sort Prik krøb frem fra de blånende Bjærge; så vældede Skyerne hen over Månen og deres Skygger over Sletten, og Prikken og Bjærgene forgik. Men da Lyset atter kom, og Sletten bølgede op, var Prikken ilet videre frem over Snefladen, styrende mod den høje, ensomme Rude. Og alt mens Lyset kom og gik, ilede den stedse nærmere og blev fra Prik til Punkt, fra Punkt til Kugle og fra Kugle til en Mand på Hest, farende frem gennem blånende Dæmren og skærende Glans.

Da rejste hun sig, skød Stolen tilbage og gik ind i Stuen, standsede så brat med Spejlets Blik i sit Ansigt, veg til Siden og så derind.

Derinde kom Rytteren jagende frem; fremadbøjet sad han med det hvide Ansigt halvt skjult af Hatten; der stod en Snesky om ham og Hesten. Udenfor nærmede sig en skarp Ringlen. Nu løftede han Hovedet og så op mod Ruden, men hun stod gemt i