Side:Luftslotte.djvu/85

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

UTRO ❧

82

Mørket og fulgte ham i Spejlet. Hendes Øjne blev stirrende stive, de store Hænder knagede sammen, og Legemet bøjedes i Krampe. Så svingede Rytteren i Spejlet og forsvandt — i det samme vældede Mørket frem, og Øjet sluktes.

Høj og rank gik hun tilbage over Gulvet til Vindvet, sad så ubevægelig og ventede.

En Stund gik, så genlød ilsomme Skridt gennem Husets bageste Stuer. Nu reves Døren op, og Månelyset strømmede ind både ude fra Sletten og fra det andet Værelses Rude, gennem Dørgabet.

„God Aften, Ursula“.

Døren luktes i, Halvdelen af Lyset forsvandt.

Hun vendte ikke Hovedet.

„God Aften“.

Han kom frem i Stuen, usikker, tøvende; stod så i Måneskinnet ved Vindvet.

Han så på hende, Ansigtet var hvidt med Skæggets sorte Streg og to sorte, sitrende Øjne.

„Nå, Ursula, du er ikke i Seng endnu?“

„Når har jeg været i Seng, før du kom hjem?“

„Nej, nej, kære,“ Stemmen blev skælvende venlig, „men hvorfor sidder du dog oppe alle de Nætter? Du véd jo, hvor de Sygebesøg kan trække ud — — som nu denne Gang — jeg havde ventet at være hjemme i Går, men det er ikke sådan at være eneste Læge i mange Miles Ødemark og Fjæld. — — Kære Ursula, du skulde virkelig gå til Ro, når jeg bliver så længe borte —“

Han kom tøvende nærmere, bøjede sig frem i det fornyede Lys som for at lægge Armen om hendes Hals. En frisk Bølge af Fjældsne og Natteluft slog