Side:Luftslotte.djvu/87

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

UTRO ❧

84

Barnet da! hvordan har Drengen det? han var jo syg, da jeg tog af Sted — men nu — —“

Han lå på Knæ ved Vuggen.

„Nu sover han jo godt. Kan du se, det var ikke andet end Pylleri, da du blev ved at bede mig om at komme hurtigt hjem igen. Vel, Arne? — Fa'rs Arne“.

Lyset gik frem.

„Arne!“ I et pludselig Kast bøjede han sig længere ned.

Røsten begyndte igen:

„Det var altså tre døde, du må huske at tegne ind. Til Slut har jeg at melde, at Læge Aspelins —“

Et Hyl skingrede gennem Stuen, han rev Tæpperne til Side og Barnet op i sine Arme, det faldt bagover, tungt og slapt, med Hovedet ned i Puderne.

„— at Læge Aspelins Søn, Arne, døde i Går Eftermiddag Klokken 6“.

Han lå forstenet, med stirrende Blikke på det hvidklædte Barnelig i Armene, slap det så pludselig, så det faldt tungt og skævt ned i Vuggen, der knirkende satte sig i Gang.

„Det var altså den fjerde døde“, sluttede Røsten.

Han stirrede forvildet på hende og mødte hendes faste, lukkede Ansigt, han famlede omkring sig i Mørket og brast forover, kastende sig ind til hende, klyngende sine Arme om hendes Hofter, borende sit Ansigt ind i hendes Skørter.

„Ursula! tal til mig! Hjælp mig! Ursula!“ skreg han.

Hun rørte sig ikke, sad høj og ubevægelig stum med den hulkende Mand ved sin Fod og stirrede ud i Højfjældets Vinternat. Mørket og Lyset vexlede, de to Øjne åbnedes og luktes.