Side:Luthers Reformatoriske Skrifter i Udvalg.pdf/14

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

2

staaelse. "Eders Munks Sætninger," sagde han til den sachsiske Af­sending ved Rigsdagen i Augsburg, "ere ikke at foragte; han vil faa et artigt Spil med Præsterne;" og han sendte Kurfyrsten den hilsen, at han skulde passe godt paa Munken; det kunde nok være, man fik Brug for ham.

De 95 Sætninger drejede sig om Afladens Kraft. Ved Aflad forstod man den Gang en Eftergivelse af Kirkestraffe, meddelt af den romerske Biskop, der i sin Egenskab af Kristi Stedfortræder og Peters Efterfølger mentes at være Forvalter af Kirkens Rigdom paa over­skydende gode Gjerninger. I den gamle Kirke var det Skik, at grove Syndere, der vare udstødte af Kirkesamfundet, før de kunde blive gjenoptagne, ved visse Gjerninger maatte bevise, at det var Alvor med deres Anger. Da Midalderens Kirke overtog sin opdragende Gjerning blandt de nye, tit saa ubændige, Folkeslag, der havde lejret sig paa Romerrigets Ruiner, begyndte man at forlange saadanne fyldestgørende Gjerninger ogsaa af de mindre Syndere, ja af alle. Enhver Kristen skulde mindst én Gang hvert Aar møde i Skriftestolen og bekjende sine Synder for præsten. Han fik saa strax Tilgivelse med Hensyn til de evige Straffe, som han ved sin Synd havde gjort sig skyldig til; men de timelige Straffe og Skærsildspinen, som han ogsaa var skyldig at lide, maatte han udsone ved Overtagelsen af visse "Fyldestgjørelser", navnlig Almisser, Bønner og Faste. Den Alvor, der kom frem ved at paalægge alle Syndere faadanne "Fyldestgjørelser", gik aldeles tabt, da man omtrent samtidig fandt paa forskjellige Lettelser, ved hvilke Synderen paa en nem og hurtig Maade kunde slippe fra den langvarige Bod og de besværlige fyldestgørende Gjerninger, penge og valfarter til hellige Steder og Helgenlevninger blev det vigtigste Middel, ved hvilket man opnaaede en saadan Eftergivelse eller Aflad. Man har fra Midalderen flere saakaldte Bodsbøger, i hvilke det hele er sat i System, en Slags priskurant, af hvilken Synderne kunde se, hvad Kirken krævede af dem for at skaffe dem Tilgivelse for de timelige Straffe. Kristi Fortjeneste og gode Gjerninger af hellige Mænd og Kvinder, som formentlig havde gjort mere, end de vare skyldige at gjøre, dannede efter de katholske Kirkelæreres Opfattelse en Skat, over hvilken Kirken kunde raade. Den kunde sælge Helgenernes overskydende Fortjeneste til trængende Syndere, og snart begyndte der en ligefrem Afladshandel. Afladskræmmere drog rundt og tilbæd deres varer for Penge. Vel stod der i Afladsbrevene, at Bedrøvelse over Synden og Anger vare Betingelser for Afladens virkning, men det glemte baade Kræmmerne og Folket. Det var forgjæves, at dybere Aander