7
ville forløses, efter hvad der fortælles om den hellige Severinus og Paschalis?[1]
30. Ingen kan være sikker paa, at hans Anger er sand; endnu mindre kan han være vis paa at have faaet fuld Forladelse for sine Synder.
31. Saa sjælden som en sand angrende er, lige saa sjælden er ogsaa en, der virkelig tildeler Aflad, det vil sige, han er uhyre sjælden.
32. De, som mene ved Afladsbrevene at være sikre paa deres Salighed, ville blive evig fordømte med deres Læremestre.
33. Man skal vogte sig højlig for dem, der sige, at Pavens Aflad er den dyrebareste Guds Gave, ved hvilken Mennesket forsones med Gud.
34. Thi Afladsnaaden strækker sig alene til Eftergivelse af den af et Menneske ved Bodssakramentet paalagte Straf.
35. De føre ikke kristelig Lære, som sige, at de, der ville løskjøbe Sjælene ud af Skærsilden eller løse Afladsbreve, ikke have nogen Anger nødig.
36. Enhver Kristen, der er oprigtig bedrøvet over sine Synder, han har fuld Forladelse for Straf og Skyld, som bliver ham til Del ogsaa uden Afladsbrev.
37. Enhver sand Kristen, han være levende eller død, har ved en Gave fra Gud Andel i alle Kristi og Kirkens Goder, ogsaa uden Afladsbrev.
38. Dog er Pavens Aflads-Uddeling ingenlunde at agte ringe; thi den er, som jeg ovenfor[2] har sagt, en Erklæring af den guddommelige Syndsforladelse.
39. Selv de allerskarpsindigste Theologer have svært ved paa én Gang for Folket at hævde den store Rigdom paa Aflad og den sande Anger.
