9
Kirke[1] blev brændt til Støv og Aske, end at den skulde opbygges ved hans Faars Hud og Kjød og Ben.
51. Man skal lære de kristne, at paven baade er pligtig og villig til, om han saa skulde blive nødt til at sælge St. Peters-Kirken, at give af sin egen Lomme til de Mennesker, som visse Afladsprædikanter nu i saa stort Tal skaffe af med deres Penge.
52. Afladsbrevene give kun en tom sikkerhed for Frelsen, om saa Kommissæren, ja paven selv, vilde sætte sin Sjæl i pant derpaa.
53. De Mennesker ere Kristi og Pavens Fjender, som for Afladsprædikenernes Skyld befale, at Guds Ord helt skal forstumme i Kirkerne.
54. Der sker Guds Ord Uret, naar man i prædiken anvender lige saa megen eller endog mere Tid paa at forkynde Afladen end paa Guds Ord.
55. Pavens Mening kan ikke være anden end den, at, naar man fejrer Aflad (som er det mindre) med én Klokke, ét Optog eller én Ceremoni, saa skal Evangeliet (som er det større) hyldes med hundrede Klokker, hundrede Optog og hundrede Ceremonier.
56. Kirkens Skat, hvoraf Paven uddeler Afladen, er hverken omtalt eller kjendt nok af Kristi Menighed.
57. Thi at den ikke bestaar i timelige Goder, ses klart deraf, at mange prædikanter slet ikke uddele, men alene indsamle timelige Skatte.
58. Den er heller ikke Kristi og de Helliges Fortjeneste; thi denne bringer altid uden pavens Hjælp Naade til det indvortes Menneske og Kors, Død og Helvede til det udvortes.
59. St. Laurentius[2] har kaldt Menighedens fattige for
