23. Imod de røverske og morderske Bønder.
Efter at Luther havde udgivet det ovenfor meddelte Skrift, fik han at vide, hvorledes Bønderne vare trængte frem og havde begyndt at tage sig selv til rette. Allerede den 24de April mældte Slotsfogeden paa Wartburg, at Byen Salzungen havde overgivet sig til dem, og at Eisenach var truet. Kort efter faldt ogsaa Erfurt i Bøndernes hænder, og Borgerskabet der besluttede at forelægge Luther og Melanchton en ny Ordning af mange Forhold i Staden. Samtidig udsendte imidlertid Thomas Münzer hidsende Breve, der opfordrede til at smedde, medens Jærnet var varmt, for at man kunde faa det kommunistiske Samfund oprettet, der efter hans Mening skulde blive det sande Kristi Rige. Münzer var i høj Grad forbitret paa Luther og Wittenbergerne, og disse indsaa' paa den anden Side, at hvis denne Løgneprofet sejrede, vilde den kristelige og kirkelige Reformation gaa til Grunde i et kommunistisk Ustyr.
Kurfyrst Frederik den vise, der den Gang laa paa Sottesengen, var stemt til Mildhed mod Bønderne; han mente, at det var bedst, saa meget som muligt, at se til, uden at gribe ind. Fra sit Dødsleje skrev han den 14de April til sin Broder og Efterfølger: "Fattigfolk blive i mange henseender trykkede af den verdslige og gejstlige Øvrighed. Hvis det er Guds Vilje, saa vil Enden paa det hele nok blive, at Menigmand skal regere; men hvis det ikke er hans guddommelige Vilje, og sker det ikke til hans Ære, saa kommer der nok snart en Forandring; lad os bede Gud om Tilgivelse for vore Synder og sætte alt i hans haand!"