626
ret Drab, men det er ligesom en stor Ild, der antænder og hærjer et helt Land: saaledes bringer Oprør med sig et Land fuldt af Drab og Blodsudgydelse, og det gjør mange til Enker og faderløse og ødelægger alt ligesom den allerstørste Ulykke. Derfor skal her, hvo der kan, hemmelig eller aabenbare, slaa til, hugge ned for Fode og fælde, og betænke, at der ikke kan gives noget mere giftigt, skadeligt og djævelsk end et oprørsk Menneske. Det er med det, som naar man skal slaa en gal Hund ihjel; slaar du ikke den ihjel, saa gjør den det af med dig og med et helt Land tillige med dig.
4. For det tredje, at de dække denne skrækkelige og gruelige Synd med Evangeliet, kalde sig kristne Brødre, tage andre i Ed og Troskab og tvinge Folkene til at holde med sig ved saadanne Grueligheder. Derved blive de de allerstørste Gudsbespottere og Skamskjændere af hans hellige Navn og ære og tjene saaledes Djævelen under Skin af Evangeliet, hvorved de vel ti Gange fortjene Døden paa Legem og Sjæl, i det jeg aldrig nogen Sinde har hørt en fulere Synd. Jeg mener ogsaa, at Djævelen mærker, at den yderste Dag er nær, siden han foretager sig slig uhørt Gjerning. Ret som om han vilde sige: Det er det sidste, derfor skal det ogsaa være det værste, og som om han vilde rode op i Bundfaldet og støde Bunden helt ud. Gid Gud vilde forhindre ham heri! Se der, hvilken mægtig Fyrste Djævelen er, hvorledes han har verden i sine Hænder og kan mænge den sammen i et Ulave, i det han saa snart kan fange, besnære, forføre, forblinde, forhærde og oprøre saa mange Tusend Bønder og gjøre med dem, hvad han i sin allergaleste vredesfnysen falder paa at foretage sig.
5. Det hjælper heller ikke Bønderne, at de beraabe sig paa 1 Mos. B. 1, 28 og 2, 5, at alle Ting ere skabte frie og fælles, og at vi alle ere ens døbte. Thi i Nye Testamente formaar og gjælder Moses ikke noget, men der staar vor Mester Kristus og lægger os med Legem og Gods under Kejseren og den verdslige Ret, i det han siger,
