Side:Lykke-Per fjerde udgave bind 2.djvu/129

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

123

LYKKE-PER

Sjælekampe, der forestod ham. Alligevel var han ikke nedslaaet. Til sin egen Forundring misundte han slet ikke de Mennesker, der laa rundt om ham og prustede og snorkede under Virkningen af en rolig Samvittigheds Sovedrik. Der var i hans vaagnende Anger og Smerte noget af det samme underfuldt betagende som i en fødende Kvindes Veer, der bebuder, at et nyt Liv er i Frembrud med nye Forhaabninger og nye Forjættelser.

I Daglysningen gik Per fraborde ved det første Landingssted i Fjordens Munding, hvor Skibet stoppede. Fra Toppen af en Banke fulgte han det med Øjnene paa dets langsomme Fart gennem Fjordens mange Krumninger i det milevide Engdrag — den samme Vej, ad hvilken han selv for otte Aar siden stævnede ud i Verden med et saa ungdommeligt Mod og saa sollyse Forhaabninger. Otte Aar! Og han havde jo virkelig haft "Lykken" med sig. Han havde jo endda vundet det Kongerige, han havde eftertragtet, og til hvis Krone han havde følt sig baaret!

Mens Duggen satte sig i hans Øjenhaar som regnbuefarvede Taarer, blev han ved med at stirre efter den bortglidende Sarkofag derinde over de blomstervrimlende Enge, indtil den forsvandt for ham i den gyldne Morgentaage som et Syn, der lukkedes ind i Himmelens Riger.