160
LYKKE-PER
spillede Langbold i Skjorteærmer, og Præsten førte selv an i Legen og raabte allerivrigst, naar det galdt om at stikke en Bold rettidigt ind til Maalet. Hans Kone stod ved Siden af med en lille Pige ved Haanden og saae til. Frøken Inger, der var den ældste af Præstens Børn, sad for sig selv henne ved Havediget med en Bog i Skødet og læste.
Der var ingen af dem, der havde hørt de fremmede komme; og disse havde ikke villet lade sig melde men var gaaet lige fra Vognen ind gennem Haven for at kunne overraske.
Den første, der fik Øje paa dem, var Frøken Inger. I samme Øjeblik var hun oppe med et lille Henrykkelsesskrig og kastede sig om Halsen paa Hofjægermesterinden. Saa blev der en almindelig Modtagelse med hjertelige Udbrud af Glæde og Overraskelse.
Præsten slog Per paa Skulderen og bød ham Velkommen.
"Dyrker De Sporten, Hr. Ingeniør?" spurgte han, idet han tog sin store Halmhat af Hovedet og tørrede sig over Panden med sit Lommetørklæde. "Aa, det er en livsalig Ting! I den Henseende er vi ældre bleven forsømt. Og nu er jeg for gammel til at tage fat. Jeg maa nøjes med at være Tilskuer her paa Idasletten. Men ogsaa det er saa vidunderligt velgørende. Det er, ligesom Ens egne Muskler spændes, naar man saadan ser paa, hvordan de Unge boltrer sig. Jeg kan ligefrem ikke undvære den Motion!"
Og med en munter Latter førte den lille Mand Selskabet tilbage gennem Haven, idet han majestætisk skridtede foran i en hvid Lærredsjakke og et Par Benklæder, der stampede over Anklerne.
Man slog sig ned paa en Bænk og nogle Stole henne i Husskyggen udenfor Havedøren, hvor der blev dækket et landligt Kaffebord med Kobbermaskine og duftende Bagværk. Det var Frøken Inger, der forestod Anretningen, hvad hun gjorde saare nydeligt. I sit stille Sind tillod Per sig dog den Indvending, at hun maaske vidste dette lidt for meget selv.
Som det gerne gaar, naar Fruer paa Landet sidder sammen omkring en Kaffeopdækning, gled Samtalen efterhaanden ind
