Side:Lykke-Per fjerde udgave bind 2.djvu/246

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

240

LYKKE-PER

Men, som sagt, jeg tror ikke, mit Ildebefindende har noget med egenlig Sygdom at gøre. Det var bare den Sol … og saa maaske den daarlige Luft."

"Ja, om Grunden skal jeg ikke udtale mig," sagde Eberhard lidt afvisende. "Men ogsaa i den Henseende vil Lægen bedst kunne give Besked."

Trods alle gode Forsætter havde Per ikke kunnet lade være med at spejde i Broderens Udtryk efter den Triumf, han mest af alt frygtede. Men Eberhard stod med Ryggen til Lyset, og desuden var hans Ansigt med det fremtrædende Underbid i endnu højere Grad end Søsterens en ubevægelig Lædermaske, hvis Liv helt var samlet i Blikket.

Per gentog, at han naturligvis bøjede sig for deres Ønske; kun bad han om, at der maatte blive sendt Bud efter den Professor Larsen, han engang før havde raadspurgt i et lignende Tilfælde.

Men denne Anmodning blev taget ham meget ilde op baade af Eberhard og Signe. De saae paa hinanden, og Broderen sagde:

"Vi har jo vor Huslæge. Han er ganske vist ikke Professor; men det er en Mand, til hvem vi har fuld Tillid."

"Moder havde ingen anden," tilføjede Søsteren.

Per forstod dem ikke straks. Han sagde, at det vilde være ham ubehageligt at blive tilset af nogen anden Læge end den, som engang før havde undersøgt ham, og som derfor ogsaa bedst var i Stand til at dømme om hans Tilstand.

Men Eberhard vilde ikke give Køb.

"Jeg skal ikke udtale mig om dit Forhold til Professor Larsen," sagde han. "Men vi for vort Vedkommende kan ikke forbigaa vor egen Læge, saa meget mindre som vi ikke har nogen Grund til at være utilfreds med ham. Rimeligvis tager Professor Larsen ikke engang ud paa denne Tid af Dagen, i hvert Fald næppe til Folk, der ikke hører til hans faste Klientel. Saa alene af den Grund —."

Men Per forstod nu, at de havde opfattet hans Ønske som en utidig Vigtighed, et Forsøg paa at gøre sig til af fornemme Vaner, og denne Miskendelse krænkede ham. Han sagde, at naar