Side:Lykke-Per fjerde udgave bind 2.djvu/259

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

253

LYKKE-PER

stod foran det Hus, han søgte. Han traadte ud paa Gaden og saae op mod anden Sal, hvor Hr. Søndergaard skulde bo. Der var kun tre Vinduer, og der saaes Lys i dem alle. Manden var da rimeligvis hjemme.

En lille, rødlokket Pige paa seks-syv Aar lukkede op. Det vil sige, hun holdt Døren paaklem og kiggede ud paa ham med et Par store, blaa Dukkeøjne; og da hun ikke forstod, hvad han sagde til hende, spurgte hun ganske barnligt, om han vilde tale med hendes Far. Saa løftede hun sig paa Taaspidserne for at løse Sikkerhedskæden og viste ham ind i et Værelse, en almindelig københavnsk, smaaborgerlig Dagligstue med Tæppe under Bordet, Skilderier paa Væggene, Albums og billigt Nips paa en Etagere.

Per var behagelig overrasket; her saae slet ikke uhyggeligt ud. Henne paa et Skrivebord ved Vinduet stod en Lampe med en Skærm af rødt Silkepapir. Mellem Portræterne over Sofaen saaes endog en ornatklædt Præst og et Fotografi af en Landsbykirke. Og nu kom Hr. Søndergaard selv ind fra den anden Stue — en høj, førladen Skikkelse med et rødladent Fuldskæg. Hans Væsen var i de første Øjeblikke noget usikkert. Det faldt ham aabenbart lidt vanskeligt at bedømme Per, der var bleven staaende i Halvmørket henne ved Døren, og som selv havde paa Følelsen, at han med sit store, mørke Skæg og sin lange, helt op i Halsen tilknappede Regnfrakke gjorde et fremmedartet Indtryk i disse Omgivelser. Hr. Søndergaard bad ham tilsidst tage Plads og spurgte, hvormed han kunde være ham til Tjeneste.

De satte sig.

Hr. Søndergaard havde lige rejst sig fra sit Aftensbord. Han havde endnu ikke tygget helt færdig, og der stod en meget kendelig Os af Ostebrød omkring ham. Per gik straks løs paa Sagen, nævnte den Sum, han ønskede at laane, gjorde Rede for sine Fremtidsudsigter og for den Sikkerhed, han kunde stille, og tilbød desuden, da denne indskrænkede sig til hans to Patenter, at livsforsikre sig for et Beløb, der svarede til Laanets Størrelse. Hr. Søndergaard svarede ingenting. Han sad i en Armstol ved Skrivebordet, og nu, da Per saa ham fuldt belyst ved Lampen, gjorde