256
LYKKE-PER
bare! Paa den Maade kunde Enhver komme rendende op fra Gaden og blive beslaaet. For gode Udsigter, det havde de sgu allesammen. Nej, solide Garanter eller Pant i virkelige Værdigenstande — ellers var der ikke noget at faa hos ham.
Saa rejste Per sig og gik.
Han vilde ikke hjem. Hans Tanker flakkede raadvildt om. Hvad skulde han gribe til? … Der stod en morderisk Kamp i hans Indre. Selvfølelsen vilde rejse sig til Oprør mod Gud; men samtidig talte en streng og myndig Stemme inden i ham og sagde: Du erkender godt din Doms Retfærdighed. Der skal bødes, hvor der er syndet. Saa fuldfør da din Bod! Her staar du foran Prøven. Dette er Naaleøjet, som du ikke slipper udenom, dersom din Sjæl skal finde Fred.
Han var, uden selv at vide hvordan, kommen gennem Smaagaderne ud paa Kongens Nytorv. hvor Livet rørte sig festligt trods Taage og Søle. Vogne gennemkrydsede den store Plads i alle Retninger. Fra Teatrets Loggia straalede der Lys. Ogsaa Hotellet paa den anden Side var stærkt oplyst, og Butiksvinduer og Gadelygter strøede Guld over den vaade Stenbro. I sin overnervøse Tilstand og uvant, som han var bleven, med Bytummelen stod han et Øjeblik helt bedøvet. Vognlarmen følte han som en Blyklump i sit Øre. Jorden rystede under ham. Et "Varsko" vakte ham op. En Droske kørte ham saa tæt forbi, at Hjulene strejfede hans Ærme og overstænkede ham med Gadeskarn. Ved Skæret af en Lygte skimtede han i Forbifarten et selskabsklædt Par derinde. Damen var i lyseblaa Silke og vendte en diamantlynende Øreflip imod ham. Herren var i Uniform og havde Brystet fuldt af Ordner. En anden Vogn kom forbi fra den modsatte Side. Derinde sad et ungt Par og gantedes.
Per drev langsomt videre og stadig bort fra Hjemmet. Modstandsløst førtes han som af selve Fristerens Haand ind i Store Kongensgade og henimod sine forhenværende Svigerforældres Bolig. Stemmen inden i ham talte igen og sagde: Vend om! Stands i Tide! Du gaar din Undergang imøde! — Men han blev ved at gaa.
Han drejede om et Hjørne og var nu inde i den korte Tvær-
