322
LYKKE-PER
— De veed jo, at min Mands Sind i det hele er lidt tungt. Jeg er i den sidste Tid virkelig bleven lidt ængstelig derfor. Tror De, han kan gaa med en eller anden skjult Sygdom?"
Lægen betænkte sig lidt og sagde saa:
"Jeg er glad ved, at De selv spørger mig. Jeg har netop tænkt paa, at jeg vistnok burde tale til Dem derom."
Inger blev heftig forskrækket over Lægens alvorlige Tone og standsede.
"Doktor!" næsten raabte hun og greb om hans Arm.
"Nej, kære — bliv ikke bange. Det er ikke saadan ment. Deres Mand er jo nok en Del nervøs. Og disse Anfald af Svimmelhed og de Sidesting, han undertiden klager over, kan jo være ubehagelige nok maaske. Men nogen Grund til Bekymring er der ganske sikkert ikke."
"Men hvad er det da, Doktor? De mumler saa underlig i Skægget."
"Ja … altsaa … jeg mener … ja, det er sært at sige det, men tror De ikke, Deres Mand har for lidt at bestille?"
"Men han er dog næsten daglig paa Farten fra Morgen til Aften. Det veed De jo godt."
"Jamen, er det noget Arbejde, der rigtig optager ham? Jeg har i hvert Fald tænkt mig, at han kunde trænge til en større, mere omfattende Virksomhed, der ikke levnede ham Tid til at beskæftige sig saa meget med sig selv."
"Jeg har undertiden tænkt paa det samme," sagde Inger efter et lille Ophold. "Men nogen Udsigt til at faa en saadan Virksomhed her paa Egnen er der jo ikke."
"Nej, — det er der desværre ikke."
"Vi maatte altsaa flytte herfra — ind til en By, maaske til København —."
"Det maatte De sikkert. Og det vilde være et stort Savn for os, der blev tilbage. Men jeg tør dog ikke derfor ønske, at De vil betragte mig som en slet Raadgiver."
"Jeg har, som sagt, selv tænkt derover," sagde Inger. "Men jeg er overbevist om, at min Mand netop har bedst af at leve i Ro paa Landet. Det mener han ogsaa selv. Med de mange Hen-
