325
LYKKE-PER
En dugbetynget Gren slog udefra blødt mod Vinduesruden. Inde i Dagligstuen paa den anden Side Gangen faldt Uret i Slag. — Tolv.
Han trykkede Haanden ind mod Øjnene og sad længe uden at røre sig. Denne "sideniuske" Arv — den havde dog været hans Livs Forbandelse alligevel! Var det maaske bedre eller mindre forsmædeligt at sidde her afmægtig og langsomt fortæres af en gildingsagtig Livshunger, end at skyde sig en Kugle for Panden af Træthed og Lede som Løjtnant Iversen og Neergaard? Hans Liv var spildt, hans Kraft forødt! Han var som et Ur, hvoraf man Stykke for Stykke havde udpillet det drivende Værk.
Langsomt og halvt ængstelig løftede han Øjnene op til sin Reol, hvor Marmorbysten lyste i Halvmørket under Loftet. Ved dette Billede, som han engang havde ønsket at kunne tilintetgøre, hang hans Blik i den sidste Tid ofte med et næsten andagtsfuldt Udtryk. Han var begyndt at blive forelsket i sin egen Ungdom. Han brød sig slet ikke længer om at glemme, hvilken uforstaaende, fripostig og indbildsk Knægt han dengang havde været, i mangt en Nar, i andet en Lømmel, i et og alt en sjælløs Krop, — det var dog Livets egen Musik, der havde sunget i hans Blod og fortonet sig i hans Drømme! Nu var der bleven ørkenstille i hans Indre. Kun en enlig Skalmeje var bleven tilbage af det store Orkester, som havde larmet disharmonisk derinde.
Den, som var ene og forladt, den, der sad og frøs paa Livets Skyggeside, han havde det vel mangen Gang ondt nok; og dog kunde netop Bevidstheden om at være forurettet og forskudt blive en stor Trøst i Nøden; altid havde han enten sit Haabs eller sin Harmes Ild at varme sig ved. Aldrig var han saa ynkværdig som den, der midt i Solskinnet gennemisnedes af Dødens og Gravens Kulde; som sad til Højbords ved Livets kongelige Taffel og fortæredes af Sult; som daglig saae alle sine Længsler og Drømme blive levendegjort omkring ham og dog maatte fly! Men netop denne Skæbne havde været hans!
Hjemmet, Arnen, Freden; det var, hvad han havde tilbage. Tre Skæpper og et Fjerdingkar Jord var der bleven levnet ham af den Verden, han i sin Ungdoms lykkelige Overmod havde villet
