Denne side er blevet korrekturlæst
88
ham ikke, og det rystende Legeme syntes uden Sandsning at lade sig understøtte af ham. Overkroppen slappedes; den sank tilbage i hans Arm, og Hovedet faldt forover.
— Christine! kaldte han flere Gange fortvivlet, idet han bragte hende til Leie paa Puderne.
Men Intet tydede paa, at nogen menneskelig Stemme kunde naa til hende.
Aandedraget gik trangt, med stærk Rallen.
Og denne Lyd trængte ind til Lise, der stod i Sovekamret, et Par Skridt fra den halvaabne Dør, og lyttede med et triumferende Smil.
