Side:Møllen.djvu/105

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

93

Hun stod ved Ovnen og havde just trukket Stegen ud og strøede Salt paa den. Dette Stykke Kjød vakte Madammens Beundring — hun bøiede sig helt ned over Pigen:

— Naa det maa jeg sige — vi kommer da ikke til at sulte idag.

— Aa nei, jeg troer ikke at Gaardeieren pleier van at spise den bedre.

Gaardeieren — det var hendes Søn, som var bekjendt for ikke at bryde sig om Andet end om Bordets Glæder; det havde Lise ofte hørt Madam Andersen klage over til Datteren, naar hun ikke tænkte paa, at Lises lange Øren kunde naa dem. Spydigheden var diskret; Ingen kunde beskylde hende for at have sat den skyldige Ærbødighed til Side, — men den ramte.

— Ja, der har du saamænd været heldig, min Pige, sagde Bondekonen i en spids Tone — den kan saamænd sagtens stege sig.

— Naa heldig, bemærkede Lise, den er jo ikke falden ned fra Himlen til mig.

— Du staar dig vel godt med Slagter Hendriksen? han er jo en Pigernes Jens.

Det var grovt Skyts — men Lise besad et videre rækkende.

— Hendriksen? sagde hun overlegent. Nei, jeg lod saamænd Christian kjøre ind til Byen.