94
Dette »jeg lod Christian kjøre ind« smagte sødt paa Tungen, saa meget mere som det ikke var nogen Overdrivelse. Mølleren havde givet hende frie Hænder, og hun havde ved Forberedelserne til dette Selskab ganske handlet efter eget Skjøn.
Paa Bondekonen gjorde denne Bemærkning den forventede og tilsigtede irriterende Virkning: — Ah ha! man lader allerede spænde for — man spiller Madamme her paa Møllen! Se, se! jo, du kan saamænd blive god, naar du bliver gjemt, min Pige, hvis man ikke ser sig for itide!
Hun dreiede sig brat om, og den nedarvede, hundredaarige Silke raslede hen over Kjøkkenets ikke altfor rene Murstensgulv, medens dens Eierinde gav sig til at inspicere hvad der stod paa Hylder og Diske og hang paa Væggene. Lise kastede over Skuldren et veltalende Blik efter hende: »Naa skal du nu blive ved at snuse om herude? Ja, speil du bare dit Fjæs i alle Kjedler og Gryder, det bliver sgu ikke kjønnere for det.« Det blev i Virkeligheden ikke kjønnere, dette Ansigt, der ikke i og for sig udmærkede sig ved Skjønhed: her blev det af en Messingmaskine halet i Længden, som et Billede paa idiotisk Skuffelse, der tværede en Kobberkjedels brune Bug det ud i Bredden, som om der blev trukken af al Magt i begge Øren — men bortset fra disse Forvrængninger, lod Speilbillederne
