95
adskillig tilbage at ønske i Retning af Tydelighed. Imidlertid, Niels Andersens Enke regjerede ganske vist selv i et rummeligt, vel indrettet og godt forsynet landligt Kjøkken, men det hørte ikke til hin sjeldne, af Idyl-Forfattere yndede Art, hvor der ikke hviler et Støvgran paa den skurede Disk og hvor Tintøi og Kobbersager blinke, som om de aldrig havde været brugte — ja i et saadant vilde hun endog have været ilde tilmode, hun vilde pinlig have savnet det Tilsmudsedes Fordringsløshed, en vis fedtet Fortrolighed og den Diskretion, der ligger i Tilsløringen af metallisk Glands. Saa gjerne hun vilde have fundet Noget at udsætte, saa var det hende derfor ikke muligt.
Inden hun endnu var naaet til dette uvelkomne Resultat, blev Døren ved Siden af hende, der førte ind til Borgestuen, stødt saa kraftig op, at Haandtaget kom i en ublid Berøring med hendes Ryg.
— Naa, Lise! nu skal vi da rigtig — — —«
Videre kom den indstormende Jørgen ikke, da et irettesættende Blik fra Lise, i Forbindelse med en Fornemmelse af at Døren var stødt mod Noget, fik ham til at se til Siden og opdage — først Skovfogdens Hanne, hvis stilfærdige Skikkelse allerede var egnet til at lægge en Dæmper paa hans Oprømthed, og dernæst selve Husbonds Svigermoder, der med en meget »stødt« Ryg gjorde det af med
