96
den sidste Rest af hans ungdommelige Overmod. Han fremstammede en Undskyldning, det ikke blev altfor naadig optagen, og erindrede, at han egentlig var kommen for at faa Ild til sin Pibe, da der ikke var flere Tændstikker i Borgestuen.
Denne Mangel blev afhjulpet. Men Jørgen var endnu saa forfjamsket, at han ikke fik Døren lukket rigtig efter sig, da han skamfuld forsvandt. Man hørte inde fra Folkestuen »det sølle Fjog« Lars med en gjennemtrængende Overgangsstemme give sit Besyv:
— Jeg vil være fordømt, om Husbond ikke gifter sig, inden Aaret er omme — og jeg veed ogsaa nok med hvem.
— Det var som Fanden! brummede Christian.
— Ja, og hun er ikke langt borte.
Lise skyndte sig at slaa Døren i, med den forklarende Bemærkning: »Den ækle Tobaksrøg skal vi dog betakke os for at faa herind i Kjøkkenet.« — Det vilde jo rigtignok have været nydeligt, naar den Drage af en Madamme og det Hængehoved af en Bedesøster skulde høre al disse Tølperes Snak om hendes Planer og Udsigter til at blive Møllerkone! Og hun kastede et hurtigt Blik til Siden for at se, om Yttringen i Borgstuen havde vakt Opmærksomhed. Men »Dragen af en Madamme«, som hun frygtede mest, syntes fordybet i et af sine humoristiske
