99
gjerne saae, at der kom en Kone her paa Møllen igjen, og det jo før jo heller.
Lise stirrede maalløs paa den rødhaarede Yngling med det fregnede Ansigt, stirrede forbavset og næsten forfærdet over dette aabenbare Oprør. Og medens hun fixerede ham forfra, var han fra begge Sider udsat for en Krydsild fra Drengens og Jørgens Blikke, der kom uforstaaende fra opspilede Øine: — »Han er jo gal!« Men den forvovne Svend syntes at befinde sig ypperlig i denne gjennemborede Situation, han strakte Benene længere ud og gravede Næverne dybere ned i Buxelommerne:
— Ja, det er nu min Mening, sagde han endelig i sin drævende Tone. Ligner det kanske Noget, at du skal gaa her og sjove i Kjøkkenet? … Det var da ganske anderledes i Førstningen, da vi havde dig ovre i Bageriet — hvad Lise? — Og han smidskede lunt ved Tanken. — Naar jeg slog de Brød op, du veiede af til mig, det var Noget jeg kunde lide.
Jørgen bøiede sig forover og »bakkede« voldsomt, tilslørende sin Ærgrelse under Tobakskyer. Disse Morgener i Bageriet, hvor Christian stod ved Siden af Lise og hele Tiden var i Berøring med hende, havde altid været ham en Torn i Øiet. Men Lise, der strax var bleven forsonet ved Christians Forklaring, nød inderlig Jørgens Harme — hvor
