101
veier af, jeg slaaer op — saadan skal det være! Skal vi drikke paa det, at vi skal have det saadan igjen!
Han heldte Resten af den Flaske Vin, som Lises Gunst havde forsynet Borgestuen med, i sit Glas, drak det halvt ud og rakte det til Pigen, der tømte det med et Smil til dem alle tre.
— Ja, lad os drikke paa at vi Alle faar det godt sammen. Og hvis Mølleren vil gifte sig, saa har jeg saamænd ikke Noget imod det — tvertimod.
Jørgen, der ligesom Lars høitidelig tømte sit Bæger — ihukommende de Guldbægere, fyldte med Malvasier, af hvilke hans Almanakriddere drak deres Elskedes Skaal — opfangede et betydningsfuldt Blik, der understregede det sidste Ord, og følte sig atter hævet over de Andre i sin Bevidsthed som den eneste Indviede, hendes Medsammensvorne; medens Christian i dette »tvertimod« hørte en Forsikring om hendes Længsel efter atter daglig at gaa ham til Haande i Bageriet. Men Lars alene vidste, hvor ømt hun ved Ordet »Alle« havde set paa ham — med en hemmelig Antydning af at det ikke blot var de to store Vigtigpeere, hun brød sig om — tvertimod!
Da Lise traadte ind i Kjøkkenet, saae hun til sin Glæde, at Madam Andersen havde fjernet sig.
