103
bøiet over det daglige Arbeide; — der vilde i den mest idealiserede Afbildning af hendes eget kjønne Ansigt have manglet Noget — en Ynde, som ingen ydre Glands af trylleslebne Facetter kan meddele, Reflexen af en indre Slibning, mere til at ane end til at se.
Denne dunkle Følelse satte hende ikke just i fortrinligt Humør, og det var ikke langt fra at den havde udøst sin Bitterhed over Yndlingen Pilatus. Den »mageløse Kat« havde saalænge Madam Andersen huserede i Kjøkkenet holdt sig ganske for sig selv i sit Hjørne bag Komfuret. Nu mindede den om sin Tilværelse, idet den kom og; gnubbede sig op ad Lises Arm, da hun laa paa Knæ og overgjød den stormægtige Kalvesteg med Saft. Et Par Gange blev den ublidt skubbet til Side. Hanne, der havde ondt af den, lokkede ad den og vilde trøste den med et Stykke Flesk; men ikke saa meget som at den saae hen til hende, den nærmede sig atter med indsmigrende Halebugtninger til sine lunefulde Herskerinde. Hun blev saa pludselig greben af Rørelse over det trofaste Dyr — eller rettere over sig selv, hvem det var trofast imod: — »Ja, du er en god Ven, du holder dig til mig — lad hende lokke saa meget hun vil, du tager ikke Noget af hende — ikke sandt, Pilatus! Og hvis hun sætter sig fast her og driver mig ud, saa bliver du ikke her og tigger hos hende, nei, du
