108
ikke for sent til at se sig om efter en Kone — og en Kone maatte der jo helst være der i Møllen.
Hanne var i Begyndelsen meget beredvillig gaaet ind paa Alt. Hun havde fortalt vidtløftig om hele Begravelseshøitideligheden, for at den gode Pige, der saa gjerne havde fulgt sin Madmoder til hendes sidste Hvilested, dog kunde faa lidt Begreb derom; og siden spurgte hun om Sygdommens Forløb, om den Afdøde havde lidt meget i de sidste Dage, om hvordan Mølleren havde taget det, og om det stakkels Barn. Men da Samtalen tog denne sidste Vending, forstummede hun mer og mer. Det var hende saa pinligt, at neppe var en Hustru under Jorden, før man tænkte paa at faa den tomme Plads udfyldt af en ny. Hvor lidt var dog et Menneske, hvor hurtig var dets Spor forsvundet! og hvor elendigt, at Hensynet til Husvæsnet og Bedriften, den smaalige materielle Bekymring her paa Landet ikke engang havde Agtelse for Sorgen og ikke gav den savnende Troskab Lov til at leve! For hun havde set sig nok om i andre Forhold til at vide, at i Byerne var det anderledes. Men her paa Landet — Alt var her saa jordbundet! en trist Tanke! Dog, det var ikke den alene, der foruroligede hende. Hun havde meget godt før hørt Lars' Bemærkning, at den, der skulde blive den nye Møllerkone, ikke var langt borte — og det havde
