Side:Møllen.djvu/124

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

112

skrabede den færdig hakkede Spinat sammen og spurgte, om der var mere, hun kunde hjælpe hende med, svarede hun, at hun takkede Frøkenen saa mange Gange, nu kunde hun godt komme ud af det alene — det gik heller ikke an, at Frøkenen blev længer borte fra Selskabet, hvor hun vist blev savnet. »Mølleren savner Dem vist,« havde hun en brændende Lyst til at tilføie, men hun dyede sig — ikke vise Tænder i Utide, som en dum Hund, men i det rette Øieblik sætte Kloen sikkert i — ikke sandt, Pilatus?