114
Side var Anledningen Død og Begravelse, følgelig burde man være trist og høitidelig. Paa Landet veed man sædvanlig ganske godt at løse denne Modsigelse til Fordel for det første Hensyn, men her var der noget vist trykket og uroligt over Værtens Væsen, som hindrede den ved saadanne Leiligheder normale Tone i at indfinde sig. Mest af Alle led den Afdødes Broder under denne Dobbelthed.
Henrik Andersen, i sin Egenskab af Dragegaardens Eier efter Falstersk Skik almindeligvis kaldet Dragen, var en blond Mand i Trediveaars Alderen, blussende rødmusset og med begyndende Fedme. I og for sig var han tilbøielig til ikke at betragte Sagen fra den aller sorteste Side: han havde gjennemsnitlig set sin Søster en Gang om Fjerdingaaret, og naar han nu i Resten af Livet en Gang mindre om Fjerdingaaret nød denne Lykke, saa forekom det ham egentlig ikke, at der deri laa nogen Grund til at hænge med Næbet. Dertil kom at baade Kaffe og Kager, Portvin og Cigar smagte ham fortræffelig, samt at hans Haab i Retning af Aftensmaden var blevet oplivet ved et Ord, som hans Moder i Forbigaaende havde ladet falde om en lækker Kalvesteg. Og endelig havde han selv sin rundelige Del af den Følelse, der hovedsagelig besjælede denne stærkt kropslige Gruppe, at man nu, efter at have givet Døden hvad dens var,
