115
ogsaa skyldte Livet hvad dets var, understøttet af den kontrastforhøiede Bevidsthed om at man selv var ganske dygtig i Live og neppe saa snart vilde give Anledning til et Begravelsesgilde. Over alt dette glemte han dog heller ikke helt sin Stilling som en af »de sørgende Efterladte«. — Heraf resulterede nu temmelig bratte Omslag — saaledes netop i dette Øieblik, da han lige havde skyllet et nyt Glas Portvin ned og smadskede let med de bredt smilende Læber, men ved at se Hanne træde ind pludselig sænkede Mundvigen, trak Pandehuden tilveirs og lod det velbehagelige »A—ha!«, der var paa Vei for at rose den fortræffelige Drik, fortone sig i et dybt sukkende Aandedrag: — den sørgende Efterladte.
Som om det ikke var nok med at en enkelt af disse gav sig tilkjende, lød i det samme fra Sideværelset en graadfuld Stemme, der knækkede over i det høieste Jammerregister.
Madam Andersen, der i Kjøkkenet havde været saa sundt optagen af praktiske Tanker, var aldrig saa snart kommen i Nærheden af Præsten, før hun følte Trækninger i Ansigtet og stedse tiltagende Fugtighed i Næse og Øine, der gjorde Brug af det Kammerdugs Lommetørklæde nødvendig — Reflexvirkninger, fremkaldte ved Mindelsen om det Øieblik, da Pastoren havde henledt Forsamlingens Opmærksomhed paa den dybt sørgende Moder. Da nu
