Side:Møllen.djvu/128

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

116

Præsten, for uforstyrret af det øvrige Selskab at tale et Par hjertelige Ord, førte hende ind i Hjørneværelset, saa overvældede Stedet hende med dets Erindringer om saa mange Timer ved Sygeleiet. Hvor meget Kamret end havde forandret sig, var det dog den samme Udsigt: til den ene Side Forhaven med Blomsterbedene, den klippede Tjørnehæk, der begyndte at tyndes for neden, og Markerne med deres Poppelhegn — til den anden Side Frugttræerne med deres knudrede Grene og mossede Stammer. Og hun begyndte at græde lydelig og jamre sig, dels af Sindsbevægelse, endnu mere fordi hun syntes at det passede sig.

Præsten, en førlig Mand med tykke Læber, en stor, bred Næse og kruset graat Haar, sagde mangt et Trøstens Ord, og da det ikke hjalp, talte han hende ogsaa strengelig til. Det var ikke ret, det var især ikke christelig at tage det saadan. Snarere skulde vi misunde — skjøndt misunde ikke er Ordet — de Afdøde, der ere hensovede i Herren og nu smage hans Salighed. Derved var han selv kommen over Tabet af sin salig Hustru, og daglig bad han om at han snart maatte forenes med hende. Saaledes havde de første Christne feiret Dødsdagen som den salige Sjæls Fødselsdag, ja endog nogle af Oldtidens Hedningefolk havde været gjennemtrængte af en Anelse herom, idet man hos dem fandt den samme Skik.