117
— Ja, det har saamænd Pastoren Ret i, klynkede Gaardmandskonen — det er ikke andet end Slid og Slæb det hele Liv igjennem, det veed den gode Gud, det ikke er.
De traadte atter ind i Storstuen, hvor Dragen hilste dem ved at sænke Mundvigen en Streg og rynke Panden op.
— En Draabe Vin vil gjøre Dem godt, skal De se, kjære Madam Andersen, mente Præsten.
Han traadte hen til Bordet, skjænkede et Glas halvt fuldt til hende og gav et andet en lille Bunddækker til selv — thi han fandt ikke Møllerens Portvin saa god, som Dragen fandt den.
— Lad os tømme vort Glas, henvendte han sig til dem alle, — med det Ønske, at vor kjære Ven her i Møllen maa faa Naade til at han ikke … at—t … hans store Sorg maa forklares …
Alle løftede Glassene med en dump, koragtig Bifaldsmumlen, og Henrik følte sig opfordret til som Korfører at give denne Mumlen Udtryk:
— Aa jo, det vil jo da nok klare sig — med Guds Hjælp — Hr. Pastor — det vil det jo da.
— Gud velsigne Pastoren for de smukke Ord, tilføiede Madam Andersen og stødte sit Glas mod Præstens.
Det gav en bedrøvelig mat Klang, gjennemskaaret af en underlig Lyd — som om en Nisse hikkede.
