119
inden Aaret var omme. Den Gang hans salig Hustru var død, havde de været tretten tilbords!
Midt under denne Rystelse mere følte end sandsede han, at et Blik hvilte paa ham, der ikke hørte til denne Kreds. Han havde ikke bemærket, at Skovfogden var traadt hen til Bordet for at tage en Cigar. Dette Skovmenneske havde, som næsten Alle, der ere i stadig Berøring med Naturen, en svulmende mystisk Aare; han troede maaske mer end alle de Andre tilsammen paa Varsler, og var strax klar over Situationen. Da Præsten saae op, mødte han det gjennemtrængende Blik fra de klare og kolde blaa Øine under de buskede Bryn; han vidste at denne Pietist havde ham mistænkt for Verdslighed — en Lhombrepræst — som om det var en Synd at spille lidt Kort en Gang imellem! Han læste i dette Blik en aabenbar Foragt for den Dødsangst, som Ordets Mand ikke mægtede at skjule. Det er endda godt, tænkte han, at han ikke hørte mig tale før med Madam Andersen, skjøndt han burde vide af Skriften, at Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.
Præsten følte sig ubehagelig tilmode i denne Kreds og navnlig i denne Mands Nærværelse — han traadte ud i Haven. Ah — hvor velgjørende, efter Stuens tætte Cigarrøg, der ingenlunde var et Produkt af Havanna, at aande denne milde, fugtige
