120
Vaarluft, der havde blandet et Stænk af Søens skarpe Friskhed i sin Duft af Markernes Grøde. Om han end var en »feig« Mand — endnu levede han og aandede af fulde Lunger denne Jammerdals Luft.
Hans Velærværdighed saae sig om med et Smil, der lyste Velsignelse over de Tilstedeværende, og fik Gaardmandskonerne, som sad tilhøire paa en lang Bænk, som Høns paa en Pind, til at tie i ærefrygtsom Forlegenhed. Herved foranledigedes Præsten til at træde hen til dem og fordybe sig i en praktisk og for hans Sindsligevægt høist velgjørende Samtale om de vedkommende Gaardes Bedrift, om Udsigterne for Sæden og om Præstegaards-Forpagtningen, der snart var udløben. Kun et Øieblik fik han en Forstyrrelse, da Skovfogden traadte ud og streifede ham med sit Blik. Men denne sluttede sig til sin Søster og Mølleren, og de gik sammen længer ind i Haven, mellem de gamle Frugttræer. Paa Bænken ligeoverfor blev kun Skolelæreren og den lille Hans tilbage, et Par ligesaa harmløse Skabninger som Pudlen Trofast, der sad paa Gruset foran dem og kilede sin Snude ind imellem dem, betragtende dem vexelvis.
Drengen havde grædt stride Taarer paa Kirkegaarden; men efterhaanden havde de mange Fremmede, der gav sig saa meget af med ham, adspredt hans Tanker, og Kaffen og Kagen havde ogsaa virket
