121
opmuntrende. Nu var han i bedre Hænder end før, da Kvindfolkene reves om ham og kappedes om at forkjæle ham; Skolelæreren havde mandig befriet ham fra hans Skjørtefængsel og selv ganske helliget sig til ham. Det var en meget ung, bleg og noget sygelig Mand, Børneven mere af Raisonnement end af Natur, opfyldt af en endnu usvækket Kjærlighed til sit »Kald« som Lærer for den næste Generation og af en naiv Tro paa Opdragelsens Magt. Han bestræbte sig nu trolig for at opbinde denne lille Plante, der var tilbøielig til at hænge med Toppen, og udmalede, hvordan Hans til næste Aar hver Dag skulde gaa i Skole og lære at læse Bogstaver og at skrive med en Griffel paa en Tavle. Og da det Misundelsesværdige ved saadanne Sysselsættelser ikke syntes at være umiddelbart indlysende for Drengen, føiede han til, at Hans skulde klatre op ad Stænger, hvoraf nogle stod lige op som en Flagstang, medens andre gik paa skraa, og dem hang man i baade med Hænder og Fødder ligesom en Abekat. Dette morede Hans saa meget, at han løb ind for at hente en Billedbog og vise Læreren den morsomme Abekat i Træet; og da det blev ham klart, at der i Skolen var mange andre Drenge og Smaapiger, og at han ogsaa kunde lege med dem, følte han sig ret tilfredsstillet ved Skoleudsigten
