122
og indrettede sig i denne Fremtid ved Hjælp af mange indgaaende Spørgsmaal …
Imidlertid havde Mølleren med sin Ven og hans Søster flere Gange gjennemvandret Haven og var standset i et Hjørne, hvor Hyldebuske ludede over en Smule Dam. To hvide Ænder bevægede sig lysende i Skyggen, og det mørke Vand blinkede med en Række Ringbølger; hist og her vippede en lille krum Brystfjer, som et Alfeskib. — Samtalen var gaaet istaa; Mølleren selv var for urolig bevæget til at kunne holde den i Gang, og paa Sødskendeparrets Side var det, som om Noget vilde frem, der hidtil ikke havde fundet Ledighed eller haft Mod.
Dette Sted vart bortgjemt og dets sortegrønne Vand havde en mystisk Glands; det var tavst og opfordrede til at tale.
— Jakob, begyndte Skovfogden sagte og med en Stemme, der lød anderledes end sædvanlig, veed du bestemt, paa hvad Klokkeslet din Kone døde?
— Jo, det veed jeg da nok, svarede Mølleren efter et Øiebliks Betænkning — for jeg hørte Klokken slaa tolv, da holdt jeg hende endnu i mine Arme.
Hanne og Broderen vexlede et betydningsfuldt Blik, men Mølleren bemærkede det ikke, da han stod og stirrede ned i Vandet.
— Ja, det kunde vi jo da ogsaa nok tænke.
