123
Mølleren saae forundret op:
— Hvad mener du? hvordan kunde I tænke det?
— Jo, det blev da ligesom kundgjort os. Men det kan jo ellers Hanne bedre fortælle end jeg.
Søsteren blev rød i Hovedet og saae til Siden, bort fra det sælsomme, lidt ængstelige Blik, der rettede sig spørgende mod hende.
— Hvad var det da, der — — hvordan, Frøken Hanne?
Hun knugede Hænderne nervøst sammen og stirrede haardnakket efter en af de smaa hvide Fjer, der seilede tvers over den mørke Dam.
— Det var blot, at den samme Nat, saa var jeg gaaet i Seng til sædvanlig Tid — saadan Klokken ti — og med eet vaagnede jeg op og var pludselig helt vaagen; og saa var det, at det bankede paa Ruden.
— Hvem bankede? spurgte Mølleren. Han var bleven ganske bleg og havde grebet hende i Armen, som han dog øieblikkelig slap igjen i stor Forlegenhed.
— Der var vist Ingen, der bankede, det lød blot saadan.
— Ligesom naar En banker paa med Knoen, supplerede Broderen.
— Men saae De da ikke efter?
